tirsdag den 5. februar 2013

Teambuildings øvelse nr. 1.

I denne uge arbejder vi med Teambuilding i tursammenhæng 

Her er et eksempel på en af de aktiviteter vi afprøver og arbejder med

Rebets mester
Koordination og blind kommunikation
Deltagere:
4-8 personer
Anslået varighed:
25 minutter.
Beskrivelse:
Tankeleg som indbefatter brug af reb. Deltagerne skal i fællesskab danne en figur på baggrund af verbal kommunikation og tankens magt. Deltagerne får fjernet deres vigtigste orienteringssans, synet og skal derfor løse opgaven i blinde. Opgaven stiller krav til deltagernes evne til at lytte og forstå, hvilket bl.a. giver et større indblik i forskellen på at se tingene gjort og blot høre om hvorledes det er gjort. Opgaven lægger desuden op til at deltagerne håndterer eventuelle frustrationer, som måtte opstå undervejs, ligesom det giver muligheden for at styrke klarheden af formidlingen af et budskab.
Mål med opgaven:
Opgaven har til hensigt at vise deltagerne, hvor svær en ganske simpel opgave kan være, når vi fjerner én af vores vigtigste sanser og kun kan forholde os til det vi hører og mærker.
Udbytte:
Aktiviteten giver deltagerne en sjov oplevelse og appellerer til at kombinere den kreative tanke med den logiske.
Instrukser til instruktør:
Deltagerne skal via 2 stykker reb på 10 meter - hvor enderne er bundet sammen - danne en stjerne bestående af 2 ligebenede trekanter med bind for øjnene. Når deltagerne mener de har dannet figuren, fjernes bindende for øjnene og det konkluderes om deltagerne har løst opgaven / nået målet.
Opgaveorientering til deltagere:
Af hensyn til områdets lette genkendelighed for flyvevåbnet, er det jeres opgave at lave en stjerne, som kan ses fra luften. Til jeres rådighed har I 2 stykker reb, som skal anvendes til at danne figuren. Situationen er desuden den, at der ikke er mulighed for at udføre jeres opgave så længe det er lyst. I vil derfor alle få bind for øjnene, da opgaven skal løses uden at I kan se noget. I får nu 5 minutter til at forberede jer på opgaven. I løbet af den tid må i kun tale sammen og ikke berøre materialet som er til rådighed.
Variationer:
Figurerne kan ændres, så det bliver lettere eller sværere at løse opgaven. Der kan desuden udpeges en person, som skal lede slagets gang uden bind for øjnene, men som ikke må røre de øvrige deltagere.
Forslag til evaluering:
Lykkedes det at løse opgaven for jer? Gik det efter jeres plan? Hvad gik godt? Hvad kunne I have gjort bedre? Hvis I fik en tilsvarende opgaven en anden gang, hvad ville I så gøre? Hvordan oplever I tilsvarende problemstillinger i hverdagen?
Materialer:
2 reb på 10 meter
8 bind til øjnene


Lidt video fra Teambuildingsaktiviteten "Rebets mester":





Ingen kommentarer:

Send en kommentar